Salkantay Trekket Og Machu Picchu

Salkantay Trekket Og Machu Picchu

Så kom tiden til en af de ture vi har set mest frem til i Peru, Salkantay Trekket til Machu Picchu.

Salkantay Trekket er cirka 85 kilometer langt og tager 5 dage.
Det var en fed oplevelse og vilkårene på turen var noget bedre end da vi gik Santa Cruz Trekket i Huaraz.

Men dette bliver også det sidste opslag fra Peru, landet som virkelig har overrasket os og har budt på den smukkeste natur. Men også landet hvor marsvin (altså pelsdyret) er en delikatesse og hvor kartofler kan laves på over 3000 måder (bogstaveligtalt) og gerne serveres sammen med ris og pasta til samme måltid. Nu er vi lige ankommet til Bolivia, som vi er meget spændte på at rejse rundt  i. Det var meget nemt at rejse fra Peru til Bolivia og krævede kun et par timer i en kø for at få sit udrejsestempel fra Peru og 30 minutter i en anden kø for at få indrejse stemplet til Bolivia.

Men sæt jer godt til rette, for dette bliver et af de lange opslag 😉

Dag 1 – Afgang

Vi blev hentet fra hotellet klokken 4:30, hvorefter vi kørte i cirka 2 timer. Ved første stop fik vi “Amarican Breakfast”, eller det kaldte de det i hvert fald, men det var ikke andet røreæg og et stykke tørt brød. Herefter blev vores tasker vejet, for at sikre vi kun havde medbragt de tilladte 5 kilo hver, af hensyn til hestene der skulle bære vores tasker.

Efter morgenmaden var der cirka en times kørsel til vores startpunkt og omkring kl. 10 var hele gruppen, med det meget nemme navn Apu Kontiti Wirococha (som vidst nok betød noget med en solgud), klar til at gå. 

Den første dag var ret lige til og turen til campen Soraypampa som ligger i 3900 meters højde, var cirka 10 kilometer og vi skulle ikke gå mere end 300 meter opad. Stien var dejlig bred uden sten eller andre store forhindringer, en ren luksus.

Om eftermiddagen gik vi cirka 4 kilometer ekstra for at se søen Humantay Ccocha. På vej op til søen startede det på at regne, og det skulle blive ved de næste 24 timer…
Men op til søen kom vi og den skuffede ikke!

 

Det meste af første dag gik vi på en flad grussti

 

Et af de mange flotte vandløb vi kom forbi

 

Teltene blev slået op under halvtag, hvilket vi var meget glade for da det regnede hele natten.

 

Udsigten fra vores første camp, søen Humantay Ccocha ligger ved de sneklædte bjerge

 

Humantay Ccocha søen havde fantastiske farver

 

Godt våde nød vi udsigten over søen

 

Naturen var fantastisk!

 

Og lige et mere af Humantay Ccocha søen 😉 

Dag 2 – Den lange dag i sne og slud

I løbet af natten kunne vi høre at det fortsatte med at regne, men vi tænkte at det ville holde op inden vi stod op, det er jo trods alt den tørre tid på året her i Peru. Men vi blev klogere. Da vi vågnede klokken 5:30 regnede det stadig ligeså meget som da vi gik i seng, og det blev kun værre i løbet af dagen.

Denne dag var den længste dag. Vi skulle i alt gå 22 kilometer og først passere Salkantay passet i over 4600 meters højde, hvorefter vi skulle gå nedad i cirka 6 timer til 2900 meters højde, hvor vores anden camp Chawllay lå.

Vi havde ikke gået længe før regnen blev til sne og vi måtte finde hue og handsker frem. Jo længere vi kom op jo mere sne lå der og til sidst gik vi i 30 – 40 centimeter sne, ikke lige hvad vi havde regnet med. På vejen begyndte vi også at høre flere laviner rumle i bjergene, hvilket var en smule uhyggeligt.
Desværre betød det dårlige vejr også at vi ikke fik den flotte udsigt over de sneklædte bjerge, men vi måtte nøjes med at kigge ind i de tunge skyer.

Men efter cirka 3 timer opad ankom vi til toppen i 4640 meters højde, og efter et kort stop for billeder og en lille snack skyndte vi os nedad igen.

Turen nedad blev noget værre end opturen, for efter at have gået nedad i mange timer begyndte knæ og lår at sige stop. Hertil begyndte sneen at smelte jo længere vi kom ned, hvilket betød meget våde og mudret stiger, som selvfølgelig resulterede i våde sko…

Men efter cirka 4 timer nedad begyndte landskabet at ændre sig dramatisk, fra at vandre i massere af sne, gik vi nu i noget der mindede om regnskov.

Efter i alt 10 timer og 22 kilometer ankom vi til vores camp i Chawllay, hvor vi kunne nyde en velfortjent øl. Den hårdeste dag var veloverstået!

Hurtigt blev regn til slud…

 

… og slud til sne

 

Vi kæmpede os vej igennem sneen.

 

På toppen af Salkantey passet i 4630 meter over havets overflade. Sneen gjorde vi følte os som rigtige bjergbestigere. 

 

Vi alle fire kom godt til toppen.

 

 

 

Efter vi kom længere ned begyndte sneen at tø igen

 

Et kig tilbage på et uvejr vi lige have passeret

 

Skyerne hang lavt de første par timer nedad.

 

Heldigvis stoppede det med at regne og sne.

 

Landskabet ændrede sig hurtigt til noget der mindede om regnskov

 

Vores anden camp

Dag 3 – Regnskov, varme kilder og bål fest

Den tredje dag blev vi vækket med Coca te på sengen (eller luftmadrassen var det jo nærmere) klokken 6. Dagen i dag bød på 16 kilometer i det der mindede om regnskov, fra Chawllay i 2900 meters højde til Shauayacco i 2500 meters højde. Herfra ville en bil køre os det sidste stykke til vores tredje camp i Santa Teresa 1900 meter over havets overflade.

Dagen forløb fint og vores guide fortalte om lokale blomster og planter, som de lokale blandt andet bruger til hellige cermonier, som de vidst bliver rimelig gak i hoved af.

Ellers bragte dagens tur os forbi mange smukke vandfald og plantager med både avocadoer og søde passionsfrugter (hvilket smager skide godt!).

Om eftermiddagen, da vi var ankommet til vores camp, tog vi på tur til nogle varme kilder, som lå cirka 15 minutter fra campen. Efter 3 dage til fods var det skønt at ligge i 39 grader og der blev da også plads til endnu en kold øl… Det eneste minus var, at så snart vi skulle op ad vandet, så var de skide sandfluer klar igen og der gik ikke mange øjeblikke før vores arme og ben mindende om en stiknarkomans.

Efter aftensmaden som i traditionens tro stod på suppe og kylling med både ris, kartofler og pasta, var der arrangeret bål fest. Der blev drukket drinks og danset, og festlighederne kendte ingen grænse. “Festen” oversteg alle vores forventninger, og vi havde en hyggelig og sjov aften med de mange andre unge glade backpackere.

Trejde dag vågnede vi til blå himmel og en fantastisk udsigt.

 

I gammel tradition blev vi malet i hovederne med saften fra bær

 

På tredje dagen kunne vi både nyde sol og en flot udsigt

 

Nu gik vi også i rigtig regnskov, en varm men flot tur

 

Der blev da også lige plads til en ofring af øl og Coca-blade til bjergguderne… 

 

Et af de mange flotte vandfald vi gik forbi i løbet af turen

 

Velfortjent hoppede vi i de varme kilder

 

Om aften var der bål, fest og dans sammen med andre grupper der også gik turen til Machu Picchu.

 

Dag 4 – Den tunge og varme dag

Den anden sidste dag bød på 19 dejlige kilometer fra Santa Teresa til byen Aguas Calientes, hvor vi havde et hostel for natten.
Hestene der havde båret vores ting var dagen forinden vendt om, for at hente et nyt hold og vores store rygsæk var kørt til Santa Teresa med bil, men af uforklarlige årsager kører bilen ikke tingene videre og vi skulle derfor selv bære dem de første 10 kilometer.

Vi var kommet ned fra højderne, hvilket også betød at temperaturen var steget markant. Der gik derfor ikke længe før sveden løb af os.

Men efter cirka 3 timer ankom vi til Hidroelectrica, hvor vi skulle spise frokost. Det var også fra denne by at vi dagen efter, skulle have bussen tilbage til Cusco. Derfor fik vi lov til at stille de fleste af vores ting på resturanten, så vi var fri for at slæbe dem med videre.

De sidste 9 kilometer til Aguas Calientes, var langs de togskinner som køre folk til Machu Picchu. Det blev nogle meget hårde kilometer, da kroppen var begyndt at blive lidt mør og nu ville vi bare gerne se Machu Picchu.

Alt oppakningen skulle bæres de første 10 kilometer, hvilket var en varm fornøjelse

 

Efter frokost fulgte vi togskinnerne til byen Aguas Calientes

 

Her ses bagsiden af Machu Picchu, lige ved de to toppe der stikker op.

 

Selvom vi var trætte var det smukt at gå langs togskinnerne.

 

Flere steder havde de ikke lavet broer over floderne, så der måtte vi balancere på skinnerne.

Dag 5 – MACHU PICCHU!

Endelig var dagen kommet! Nu var det tid til at se et af de 7 vidunder som vi havde gået mere end 70 kilometer for.

Der er et kæmpe hype omkring Machu Picchu, så derfor skal man igennem to checkpoints før man kommer til byen. Begge steder skal man både vise pas og billet.

Den første checkpoint åbnede klokken 5 og herfra var der 1 time opad riigtiig maaaange trappetrin indtil det andet checkpoint som åbnede klokken 6. Da vi gerne ville derind inden for mange turister kom, stod vi op klokken 3:30 og klokken 4 var der afgang fra vores hostel til det første checkpoint cirka 20 minutter derfra. Da vi kom frem stod der selvfølgelig en del andre, men vi var alligevel ret langt fremme i køen.

Klokken 5 blev vi lukket igennem første checkpoint og opad gik det i bælravende mørke iført pandelampe.
Klokken lidt i 6 stod vi svedige og forpustede ved det andet checkpoint, klar til at se Machu Picchu.
Som nogle af de første blev vi lukket ind, og lige efter det andet checkpoint skulle vi mødes med vores guide. Vi havde ventet 5-10 minutter med ham uden der skete det store, så vi besluttede at gå derind selv, så vi kunne nå at se Machu Picchu mens solen stod op. Det var en god beslutning, vi kom op, og vi kunne nyde solopgangen over den gamle ruinby og vi må sige, den skuffede ikke. Machu Picchu var endnu smukkere i virkeligheden end på billederne, men det omkringliggende landskab har nu også en del at skulle have sagt.

Efter cirka 3 timer hvor vi gik rundt og tog et hav af billeder var tiden kommet til at gå tilbage til byen Hidroelectrica. Det betød en lille time nedad riigtiig maaaange trapper og 9 kilometer langs togskinnerne før vi nået byen. Vi kunne have valgt at tage toget hjem, hvilket havde sparet os de 9 kilometer, men det havde kostet 500 kroner ekstra.

I Hidroelectrica skulle vi samles op af en bus, men det vidste sig at blive noget af et projekt. På en stor parkeringsplads stod der cirka 15 peruvianer fra forskellige bureauer og råbte folks navne. For det første var det ikke nemt at finde den rigtige person, fordi vores navne ikke helt er det samme, når de udtales med peruviansk accent. Herefter var der ikke rigtig pladser i den bus vi skulle med, og efter at være næsten 2 timer forsinket, endte vi med at sætte os i en bus og nægte at rejse os indtil vi kom tilbage til Cusco. Klokken 23 efter næsten 7 timer i bussen ankom vi trætte og udmattede til Cusco.

Machu Picchu må siges at leve op til at være et af de 7 vidunder, men Salkantay trekket dertil var også helt fantastisk.

Klokken 4:30 var vi klar ved første checkpoint sammen med en masse andre.

 

ENDELIG! Efter 5 dage og mere end 70 kilometer kunne vi nyde udsigten over Machu Picchu.

 

Vi må sige at den gamle ruinby ikke skuffede

 

Vi kunne nyde solen stå op over Machu Picchu inden der kom alt for mange turister.

 

De gamle Inkaers evne til at bygge med sten var helt fantastisk, alt passede perfekt.

 

Lamaer og Alpakaer gik frit rundt og græssede.

 

Omgivelserne gør meget for byen!

 

 


8 thoughts on “Salkantay Trekket Og Machu Picchu

  1. Hej med jer
    Helt fantastisk at følge med og nogle fantastiske gode billeder, det er da virkelig noget imponerende natur i oplever.
    Og beskrivelserne er rigtig gode, vi fornemmer næsten vi er med. Fortsat rigtig god tur.
    Kærligst Far og Irene

    1. Hej Far og Irene
      Dejligt at se i følger med og gider kommentere lidt.
      Ja naturen her er meget speciel og ligeledes er menneskerne det 😉
      Kærlig hilsen

  2. Kære Silke og Rasmus,
    Tak for endnu en fantastisk beretning fra Jeres tur, håber I stadig er “sultne”, så vi kan fortsætte med at være med på Jeres jordomrejse. Nu bliver det jo spændende at se og og opleve Bolivia, vi er stadig nysgerrige og glæder os til næste rapport.

    1. Hej mormor og morfar,
      Vi er stadig sultne for at opleve mere, problemet er at få tid til at skrive oplæg om det hele.
      Vi har snart brugt en uge i byen La Paz, som bestemt har overrasket os positivt. Silke er desværre blevet syg, så nu tager vi lige et par dage hvor vi slapper af.
      Kærlig hilsen

  3. Kære silke og Rasmus.
    Sikke i får vandret. Jeg er godt nok imponeret over hvad i får gået. Smukke billeder og fine beretninger. Herhjemme går det stille og roligt. Nu er der kun 1 uge til Camilla og thomas’ bryllup, så de fleste ting er på plads. Jeg mangler “bare” at få lavet bryllupskagen. Heldigvis er jeg ikke alene om det. Fortsat god tur. Knus hanne

    1. Kære Hanne
      Ja vi får set meget af naturen, som er virkelig smuk og som skiller sig meget udfra den danske natur.
      Men spændende med deres bryllup! Du må hilse dem mange gange og ønske et kæmpe tillykke fra både Silke og jeg.
      Kærlig hilsen

  4. Kære Silke og Rasmus, hvor er det en fantastisk tur I er på, flotte billeder og god beskrivelse af turen. Man tænker jo, kan det snart blive mere vildt. Ordsproget ” At rejse er at leve” kommer her til sin fulde ret. Forsat god tur. Kh Allan og Esther

    1. Kære Allan og Esther,
      Det er dejligt at se i følger med og gider kommentere engang i mellem.
      Vi nyder også meget at rejse og den frihed der er. De næste par uger vil byde på endnu mere spektakulær natur, da vi blandt andet skal besøge verdens største saltørken.
      Hils omkring jer
      Kærlig hilsen
      Silke og Rasmus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *